Ny Novelle-samling: Mørke Guders Templer

Redigeret af Henrik Sandbeck Harksen & Rasmus Wichmann.
Paperback. Bogen vil senere også blive udgivet som e-bog

DEADLINE: 30. oktober 2013. 

Vi udgiver nu en Sword & Sorcery-samling. Her tænker vi på den særlige afart af fantasy, der har en tematisk tilknytning til Cthulhu Mythos. De klassiske eksempler inkluderer Robert E. Howards karakterer Kull og Conan, Fritz Leibers Fafhrd, og Michael Moorcocks Elric af Melniboné.

De postmoderne eksempler – det bliver jer!

Nogle af de særtræk, der karakteriserer Sword & Sorcery, er:
  • At helten er en eventyrer – modsat traditionel ungdomsfantasy, hvor eventyreren ofte er læremester eller hjælper.
  • At det er sat i en halvmytisk verden, der er fjern fortid for os – men ruiner og skumle kulte er en konstant påmindelse om at verdenen allerede er ældgammel.
Vi ser meget gerne, at I afsøger og nytænker genrens grænser, både i forhold til stil og fortælling. Versemål, eksperimenteren med grafik og det, der er værre, modtages gerne. 

Som det ses, er gæste-redaktøren på denne udgivelse Rasmus Wichmann, der tidligere har udgivet  Det kom fra en anden verden hos SFC.

Og så det praktiske: 

Krav til antal ord 
Brødteksten skal være mellem 3000-12.000 ord.

Andre formelle krav 
Som udgangspunkt må en novelle ikke tidligere have været udgivet. Hvis du mener, at din novelle vil passe ind i alligevel, så send lige en mail-forespørgsel først.

Sørg desuden for at have læst og nøje fulgt de  generelle guidelines som forlaget udstikker for ethvert manuskript. Det er vigtigt at dette følges, da manuskriptet ellers bliver afvist uden at blive læst.

At sende 
Når du har sørget for at dit manuskript opfylder ovennævnte krav, så sender du bare filen til forlaget:
h.harksen.productions@gmail.com

I mailens subject line skriver du: MØRKE GUDERS TEMPLER: Novellens titel.

Derefter vedhæfter du bare manuskript-filen – og trykker ”send” :)

Betaling
Alle forfattere får 2 (to) eksemplar af bogen. Det er desværre ikke muligt på nuværende tidspunkt at give forfatterne monetært honorar.